Spanien er overvurderet i landskampen imod Danmark

Jeg har allerede lagt et tip op på Christian Eriksen til at score, men efterhånden som de spanske afbud vælter ind, synes jeg også, der er værdi på Danmark.

Hjemmebanefordelen i Parken er ekstrem

Danmark er ekstremt stærke hjemme i Parken. Selvom det danske landshold har været svingende siden EM i 2021, så er det primært på udebane, vi har problemer.

I den periode har Danmark slået Skotland, Israel, Østrig, Færøerne, Serbien, Frankrig, Finland, Nordirland, San Marino, Kazakhstan, Slovenien og Sverige.

Det eneste nederlag i Parken var en Nations League-kamp i 2022 imod Kroatien.

I denne omgang af Nations League er det blevet til solide sejre over Serbien og Schweiz.

Der er udsolgt i Parken og på en fredag, så der skal nok komme tryk på.

Begge hold kan klare sig med uafgjort

Jeg tillader mig at spekulere i, at både Spanien og Danmark vil være tilfredse med uafgjort.

Spanien vil sikre sig førstepladsen i gruppen, mens Danmark vil komme meget, meget tæt på at sikre sig andenpladsen.

Hvis Schweiz slår Serbien samtidig, så er der ingen tvivl om Danmarks vigtige andenplads, som vil sikre top seeding i den kommende VM-kvalifikation.

Spanien vil selvfølgelig gå ud for at vinde kampen, men det vil næppe være det helt store problem at tage et point med her.

Spanien har mange afbud

Et tredje, bærende argument her er, at Spanien mangler ekstremt mange spillere, som normalt ville starte inde.

I forhold til EM-truppen, så mangler de Unai Simon, Dani Carvajal, Robin Le Normand, Rodri, Fermin Lopez, Marco Llorente, Lamine Yamal, Ferran Torres, Pau Torres og Joselu. Derudover har Nacho og Jesus Navas trukket sig tilbage.

Når alt kommer til alt, så har Spanien selvfølgelig et stærkere hold end Danmark, men odds 2.00 på 1X i denne kamp er flot.